15. marts 2026

Stockfoto: Pixabay

Holbæk kan fra 2026 blive hjemsted for en skolebaseret læreruddannelse, hvis Skole- og Uddannelsesudvalget den 4. februar godkender planerne om at placere uddannelsen på Holbæk Uddannelses- og Studiecenter (HUSC). Uddannelsen udbydes af professionshøjskolen Absalon og bliver det første af sin slags i Holbæk.

Holbæk Kommune har gennem længere tid samarbejdet med Absalon samt Kalundborg og andre kommuner om at etablere læreruddannelsen lokalt. Uddannelsen, der allerede findes i Vordingborg, indebærer, at de studerende ansættes i en tredjedels uddannelsesstilling på en skole i hele uddannelsesforløbet. Den kombinerer teoretisk undervisning med praktisk erfaring og løber over fire år som en fuldtidsuddannelse.

Undervisningen vil finde sted både fysisk på HUSC og som e-læring. Kommunen forpligter sig til at oprette tre til seks uddannelsesstillinger årligt på sine skoler. Med tilsvarende stillinger i andre kommuner vil uddannelsen kunne starte efter sommerferien 2026, forudsat at der optages mindst 20 studerende.

Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen udtrykker stor tilfredshed med den kommende uddannelse:

-”Det er helt fantastisk, at vi får den skolebaserede læreruddannelse til Holbæk. Det har været et enormt stort savn for os, at seminariet lukkede, og derfor betyder det utroligt meget, at vi igen snart kan uddanne lærere i Holbæk. Det har kæmpestor betydning, at en uddannelse ligger lokalt, for det vil løfte kvaliteten i vores folkeskoler, når de studerende direkte kan omsætte deres læring til praktisk undervisning. Samtidig tager vi et vigtigt skridt fremad i kampen for at få flere uddannede lærere på vores skoler.”

Også formanden for Skole- og Uddannelsesudvalget, Emrah Tuncer, ser frem til den mulige beslutning:
-”Vi har i samarbejde med andre kommuner arbejdet længe på dette, og vores strategi er, at Holbæk skal styrkes som uddannelses- og studieby. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til at behandle sagen på udvalgsmødet og senere på året at byde velkommen til de første studerende på den nye uddannelse.”

Som led i indsatsen for at styrke uddannelsesmiljøet i Holbæk afholder HUSC åbent hus tirsdag den 24. februar kl. 17-19 på Anders Larsensvej 5. Her kan interesserede høre mere om den skolebaserede læreruddannelse og øvrige uddannelsesmuligheder i kommunen.

Leave a Reply