Arkivfoto: Rolf Larsen.
Kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune skal på sit møde i aften tage stilling til et forslag om at etablere et nyt Børneråd, der skal bidrage med viden og erfaringer til det politiske arbejde med udsatte børn og unge samt deres familier.
Forslaget indebærer, at der oprettes et Børneråd med i alt ni medlemmer. Tre af medlemmerne skal vælges blandt kommunalbestyrelsens egne medlemmer, mens de øvrige seks udpeges efter indstilling fra lokalafdelinger af relevante organisationer. Det er Socialudvalget, Børne- og Familieudvalget samt Skole- og Uddannelsesudvalget, der hver især skal beslutte, hvilke organisationer der kan indstille medlemmer til rådet.
Formålet med Børnerådet er at bringe vigtig faglig og erfaringsbaseret viden ind i det politiske arbejde. Rådet skal blandt andet kunne afgive høringssvar i sager, der vedrører udsatte børn og unge, og samtidig bidrage til en løbende justering af kommunens indsatser på området. Tanken er, at repræsentanter fra både civilsamfund og praksis kan give input, der afspejler den virkelighed, som børn, unge, familier og fagpersoner oplever i hverdagen.
Børnerådet skal desuden kunne rådgive kommunalbestyrelsen om kommunens samlede indsatser for udsatte børn og unge og være med til at styrke børns og unges muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv på linje med deres jævnaldrende. Samtidig lægges der vægt på, at rådet kan fungere som et tværgående forum, hvor kommunale aktører og civilsamfundet samarbejder om børn og unges trivsel.
Der er i sagen lagt op til en forventet årlig udgift på 75.000 kroner til mødeaktiviteter i Børnerådet. Udgiften foreslås afholdt inden for kommunalbestyrelsens eksisterende budget.
