19. februar 2026

Foto: Rolf Larsen.

Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser (NEG) har opnået godkendelse til at udbyde grundforløb 2 (GF2) på plastmageruddannelsen i Holbæk.

Med etableringen af GF2 i Holbæk bliver det muligt for unge på Sjælland at påbegynde plastmageruddannelsen lokalt, selvom hovedforløbet fortsat skal gennemføres i Hadsten. Initiativet skal styrke rekrutteringen til plastbranchen og forbedre adgangen til uddannelsen for unge i området.

Borgmester i Holbæk Kommune, Christina Krzyrosiak Hansen, udtrykker stor tilfredshed med den nye mulighed:

-“Plastbranchen har i mange år haft et klart ønske om at få plastmageruddannelsen til Sjælland, og derfor er jeg meget glad for, at det nu lykkes. Med grundforløb 2 i Holbæk bliver det lettere for unge at vælge uddannelsen, uden at de skal flytte langt væk fra familie og netværk. Det er afgørende, hvis vi vil sikre, at flere gennemfører en erhvervsuddannelse.”

Hun fremhæver desuden, at uddannelsen vil gavne de lokale virksomheder:

-“Samtidig giver det sjællandske plastvirksomheder bedre muligheder for at tiltrække og fastholde lærlinge. Det er et stærkt eksempel på, hvad tæt samarbejde mellem branche, uddannelsesinstitutioner og arbejdsmarkedets parter kan føre til. Og det passer rigtig godt ind i vores strategi om at udvikle Holbæk som uddannelsesby, hvor uddannelserne skal matche vores lokale arbejdsmarked.”

NEG’s direktør, Steffen Lund, ser også store perspektiver i uddannelsen, som forventes at tage imod de første elever den 1. januar 2027:

-“Vi er glade for, at vi med plastmageruddannelsen kan være med til at imødekomme den efterspørgsel, der er fra plastindustrien efter faglært arbejdskraft. Samtidig forventer vi, at uddannelsen vil være attraktiv for unge, fordi den blandt andet har fokus på genanvendelse af plast og på, hvordan faget bidrager til den grønne omstilling.”

Christina Krzyrosiak Hansen sender desuden en særlig tak til de personer, der har været centrale i processen:

-“Der skal lyde en særlig tak til Steffen Lund, direktør ved NEG, Jan Bybjerg Pedersen, tidligere direktør i Schoeller Plast, og Jens Lerager, tidligere erhvervsdirektør i Holbæk Erhvervsforum, som har knoklet for at få uddannelsen til Sjælland. Også politisk har der været stor opbakning til arbejdet. Det er virkelig stærkt at se, hvad vi kan opnå, når mange gode kræfter trækker i samme retning.”

Leave a Reply