14. januar 2026

Billede af <a href="https://pixabay.com/da/users/sabinevanerp-2145163/?utm_source=link-attribution&utm_medium=referral&utm_campaign=image&utm_content=3190629">Sabine van Erp</a> fra <a href="https://pixabay.com/da/?utm_source=link-attribution&utm_medium=referral&utm_campaign=image&utm_content=3190629">Pixabay</a>

Fredag blev fire ældre borgere fra Holbæk-området udsat for forskellige former for bedrageri i løbet af eftermiddagen og aftenen.

Klokken 14.49 blev en 91-årig kvinde kontaktet telefonisk af en mand, der hævdede, at nogen var i færd med at hæve penge fra hendes konto. Kort efter dukkede en person op ved kvindens bopæl og fik udleveret hendes dankort. Da hun ikke kunne finde sin kode, forlod manden stedet uden den. Kortet blev efterfølgende spærret, og der nåede ikke at blive hævet penge fra det. Manden beskrives som almindelig af bygning, cirka 190 cm høj, med lyst hår, lyst overskæg og lys hud. Han var iført brun jakke og sorte bukser.

Senere på eftermiddagen kl. 16.50 bankede en mand på døren hos en 83-årig kvinde under påskud af at ville sælge aviser. På ukendt vis fik han franarret hende både hævekort og telefon, før han forsvandt. Han beskrives som 170-175 cm høj, 40-45 år gammel, med kort lyst hår og lys hud. Han var almindelig af bygning og iført mørke lange bukser og mørk trøje.

Klokken 18.20 blev en 94-årig mand ringet op af en kvinde, der udgav sig for at være fra Nordea. Hun overbeviste manden om, at han havde brug for et nyt hævekort, og fik ham til at udlevere sine kortoplysninger. Kort tid efter kom en mand til adressen for at hente kortet. Manden fik dog kortet spærret kort efter, og der blev ifølge politiet ikke hævet penge fra det. Den formodede gerningsmand beskrives som lys i huden, med mellemblondt hår, almindelig af bygning, 180-185 cm høj og 30-35 år gammel. Han var iført blå cowboybukser og en grå striktrøje.

Senest klokken 19.05 blev en 83-årig kvinde opsøgt i sin villa af en mand, der udgav sig for at være fra banken. Han overtalte hende til at udlevere sit hævekort samt flere guldsmykker, som han påstod, at banken ville opbevare for hende af sikkerhedsmæssige årsager.

Politiet efterforsker sagerne og opfordrer borgere til at være opmærksomme og kontakte politiet ved mistænkelige henvendelser.

Leave a Reply