Arkvifoto: Rolf Larsen.
Holbæk Kommune vil styrke indsatsen mod skolevægring med en ny, samlet strategi. Det har Udvalget for Børn og Skole besluttet på baggrund af blandt andet input fra forældre og borgere.
Den 13. november deltog omkring 70 borgere i et borgermøde om skolevægring. Her blev der udvekslet erfaringer og idéer til, hvordan kommunen kan forbedre sin indsats. Deltagerne arbejdede i grupper og drøftede blandt andet ventetid, samarbejde med skolerne, behovet for hurtigere hjælp og bedre overblik over muligheder og tilbud.
“Borgermødet gav os et ærligt og vigtigt indblik i de udfordringer, som mange familier står i. Det er tydeligt, at vi skal skabe mere sammenhæng og mindre ventetid. En samlet strategi hjælper os med at sætte en klar retning for arbejdet. Vi vil give børnene bedre muligheder for at komme i skole og trives i deres hverdag,” siger Jarl Falk Sabroe, formand for Udvalget for Børn og Unge.
Flere af kommunens igangværende indsatser blev fremhævet på mødet. Onlineindsatsen blev nævnt som en løsning, der giver elever støtte både i skolen og i alternative tilbud. Fraværskonsulenterne i PPR blev ligeledes rost for deres indsats i arbejdet med elever med alvorlig skolevægring.
Ifølge Jarl Falk Sabroe er skolevægring en fælles opgave, som kræver, at man lytter til både forældre, medarbejdere og elever. Han peger på, at borgermødet har været et stærkt eksempel på den viden, kommunen får ved at inddrage borgerne aktivt. Strategien skal samle kommunens forskellige indsatser, så familierne oplever et mere overskueligt og sammenhængende forløb, og så ingen børn står alene med deres udfordringer.
Strategien kommer til at bygge videre på de eksisterende tiltag og suppleres med nye indsatser. Den vil blandt andet fokusere på at forkorte visitationsprocessen gennem hyppigere visitationer, etablere faste kontaktpersoner på skolerne, sikre klar information til familier, styrke det tætte samarbejde mellem skole, myndighed, PPR og forældre samt skabe overblik over frivillige tilbud, der kan støtte børn med længerevarende fravær. Strategien vil også lægge vægt på øget forældreinvolvering – både i det strategiske arbejde og i netværk mellem familier.
Temaerne fra Udvalget for Børn og Skoles kvalitets- og udviklingsdialog med skolerne i april 2025 vil indgå som en del af grundlaget for strategien. Den endelige strategi for skolefravær forventes fremlagt for det nye udvalg i første kvartal af 2026.
