Retten i Holbæk. Arkivfoto: Rolf Larsen.
En 39-årig mand fra Holbæk er blevet dømt for overgreb mod en mindreårig dreng, som han var støtte- og aflastningsperson for.
Fra august 2024 og frem til februar i år, blev en dreng under 12 år udsat for gentagne tilfælde af vold og overgreb i det sommerhus i Odsherred, hvor han var i aflastning grundet et alvorligt handicap.
Den 39-årig blev i dag ved Retten i Holbæk idømt fire års fængsel for voldtægt ved andet seksuelt forhold, blufærdighedskrænkelse og ulovlig tvang mod den handicappede dreng, som desuden blev truet med vold, hvis han sladrede til sine forældre.
Derudover var han tiltalt for vold mod drengen og hans bror, men det fandt retten ikke bevist.
-“Retten lagde ved dommen især vægt på det tillidsforhold der var mellem den tiltalte og drengen, som grundet sit handicap var dybt afhængig af hjælp. Med en dom på 4 års fængsel signalerer retten, at her er tale om en ekstraordinært grov sag”, siger anklager Agnes Møller efter domsafsigelsen.
Den 39-årige blev desuden frakendt retten til at beskæftige sig med børn og unge, og han fik en bolig- og besøgsforbud for børn og unge under 18 år. Han nægter sig skyldig og har anket dommen til frifindelse. Der er nedlagt navneforbud i sagen, som fortsat er gældende.
Den 39-årig har siddet varetægtsfængslet siden han blev anholdt i februar og han er fortsat fængslet under ankesagen.
