Foto: Holbæk Kommune.
Holbæk Kommune og Zealand – Sjællands Erhvervsakademi – udvider nu samarbejdet med en ny efteruddannelse inden for bioteknologi målrettet faglærte operatører i medicinal- og biotekbranchen.
Det sker på baggrund af en samarbejdsaftale underskrevet i september, som skal styrke uddannelsesmulighederne i Nordvestsjælland og binde uddannelser og erhverv tættere sammen.
Fra foråret 2026 bliver det muligt at tage dele af uddannelsen til procesteknolog på Holbæk Uddannelses- og Studiecenter, HUSC. ”Det glæder mig, at vi nu kan tilbyde et nyt efteruddannelsestilbud fra Zealand i Holbæk og endda inden for et område med stort potentiale for erhvervslivet,” siger borgmester Christina Krzyrosiak Hansen.
Zealand ser også frem til udvidelsen. ”Det er dejligt, at vi i samarbejde med Holbæk Kommune nu udvider med dele af akademiuddannelsen i proces-, laboratorie og fødevareteknologi (PLF) nærmere bestemt modulet bioteknologi,” siger rektor Rasmus Frimodt.
Faget bioteknologi er en del af uddannelsen til procesteknolog og henvender sig til medarbejdere, der arbejder med laboratorieprocesser, fødevareteknologi eller en kombination af disse områder. Uddannelsen kan tages i eget tempo.
