Foto: Godrone/Pixabay.com
Holbæk Kommune har nået en ny milepæl med 75.000 borgere og oplever fortsat vækst. Siden 2015 er befolkningstallet steget med 6.000 personer, og den 1. november 2025 blev den symbolsk runde grænse passeret med en ny borger i Tølløse.
-”Det er en glædelig milepæl, at vi nu er 75.000 borgere i Holbæk Kommune. Det betyder, at flere og flere fortsat vælger at kalde vores kommune for hjem, fordi her er fællesskab, tryghed og plads til at leve et godt liv. Jeg er stolt af den udvikling, og af alt det vi sammen skaber på tværs af byer og lokalområder,” siger borgmester Christina Krzyrosiak Hansen.
Udviklingen stiller krav til langsigtet planlægning, og kommunen vil fortsat prioritere investeringer i infrastruktur og velfærdsbyggerier som daginstitutioner, skoler og plejehjem.
-”Der er stadig behov for at have fokus på befolkningstilvæksten. Politisk skal vi fortsætte med at planlægge langsigtet og investere i de rammer, der gør det attraktivt at bo her i vores kommune,” siger borgmesteren.
Blandt de områder, der har tiltrukket flest nye borgere fra 2021 til 2025, ligger Holbæk by i toppen med en nettotilflytning på 1.677 personer. Herefter følger Vipperød med 463 og Tuse med 304 nye borgere i perioden. Ser man på den procentvise befolkningstilvækst i samme periode, er Tuse vokset mest med 22 %, efterfulgt af Vipperød med 17 % og Tølløse med 6 %.
