15. december 2025

Kim Malmberg Hansen. Privatfoto.

86-årige Torkild Engberg fra Holbæk har fået nej til nye dæk til sin kørestol, fordi han “kører for meget”. Det er svært at finde ord for, hvor absurd det er. Vi bør være glade for ældre borgere, der holder sig aktive – ikke straffe dem for det.

Holbæk Kommune henviser til servicelovens § 112, som siger, at borgeren selv skal betale vedligehold “ud over almindelig brug”. Men hvor går grænsen? Hvor meget må man køre i sin kørestol, før man mister retten til hjælp?

Der findes faktisk klare afgørelser på området. Ifølge principafgørelse C-61-01 fra Ankestyrelsen kan en kørestolsbruger kun pålægges betaling for mere end én årlig udskiftning af dæk og slanger – uanset hvor meget stolen bruges. Det gør kommunens afslag på Torkilds ansøgning juridisk tvivlsomt.

Vi har set lignende sager andre steder i landet. I principafgørelse O-29-92 vurderede kommunen fx, at udskiftning af slanger, dæk og betræk var “almindelig drift”, men Ankestyrelsen understregede siden, at kommunen skal foretage en konkret vurdering i hver sag. Det sker ikke altid.

Når man som kommune begynder at spare på noget så basalt som dæk til en ældre mands kørestol, så handler det ikke længere om økonomi – det handler om værdighed. Holbæk skal ikke være kendt for at spare på mennesker.

Som social- og sundhedsassistent og kandidat for Venstre vil jeg arbejde for, at vi får en mere menneskelig sagsbehandling, hvor lovens formål – at støtte mennesker i at leve et aktivt liv – vægter højere end en paragraf om “almindeligt slid”.

Torkilds sag bør få Holbæk Kommune til at se indad – og ændre kurs.

Kim Malmberg Hansen
kandidat til Holbæk Byråd (V) og social- og sundhedsassistent

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du kan også sende os din mening her.

Leave a Reply