10. november 2025

Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

Efter en udsolgt spilleperiode på Det Kongelige Teater tager Thomas Korsgaards ensomhedskomedie Sat i verden fra den 3. november 2025 på turné rundt i landet. Forestillingen besøger i alt 21 byer – herunder Holbæk.

Sat i verden er en nykomponeret komedie skrevet af forfatter og dramatiker Thomas Korsgaard. I forestillingen møder publikum karakteren Tobias, spillet af Magnus Haugaard, der nærmer sig 30 år og begynder at stille spørgsmålstegn ved livets normer og relationer. Tobias har hverken partner eller børn og oplever en voksende afstand til sin vennegruppe, som tidligere blev betragtet som en selvvalgt familie. Da han fejlagtigt tror, at vennerne har gjort noget særligt ud af hans fødselsdag, indser han, at han ikke nødvendigvis deler samme opfattelse af fællesskab som dem.

Stykket kredser om temaer som ensomhed, kærlighed og sociale forventninger, og undersøger, om det er muligt at finde mening og nærvær uden for de gængse forestillinger om familie og romantiske relationer. Turnéen er samtidig første gang, Thomas Korsgaard opfører et stykke dramatik, som ikke er baseret på hans tidligere romaner.

Sat i verden har tidligere høstet stor ros fra både anmeldere og publikum. Forestillingen blev blandt andet kaldt “bimlende velskrevet” af Iscene, som kvitterede med fem stjerner, mens Berlingskes anmelder beskrev oplevelsen som følelsesladet.

Forestillingen er produceret af Det Kongelige Teater og turnerer nu videre ud i landet, hvor endnu flere får mulighed for at opleve Korsgaards nyeste bidrag til dansk dramatik.’

Info:
Sat i verden
Dato: Torsdag den 27. november 2025, kl. 19.30.
Sted: Holbæk Teater, Vimmelskaftet 27, 4300 Holbæk

Medvirkende
Tobias: Magnus Haugaard
Martha m.fl.: Cecilie Bogø Bach
Sebastian m.fl.: Emil Blak Olsen
Isak m.fl.: Anton Hjejle
Jannie m.fl.: Tina Gylling Mortensen

Holdet bag
Dramatiker: Thomas Korsgaard
Iscenesættelse: Thomas Bendixen
Scenografi og kostumedesign: Peter Schultz
Lysdesign: Mathilde Niemann Hyttel
Lyddesign: Mogens Laursen Hastrup

Leave a Reply