Holbæks nye natklub The Bank. Foto: Rolf Larsen.
Torsdag aften var der reception i Holbæks nye natklub The Bank, fredag åbner den for alvor.
The Bank, holder til i Harlekins tidligere lokaler. Men længe før Harlekin var der bank i lokalerne. Således kan man i Holbæk Adressebog fra 1948 læse, at det var Andelsbanken A.m.b.a. som dengang holdt til i lokalerne. Det er da også lokalernes historie som bank, der har lagt navn til den nye natklub.
Bag initiativet står Ali Garosi, der også driver cocktailbaren Bar 1841 i byen.
Ali Garosi fortæller, at inspirationen til både navn og indretning er hentet fra lokalernes oprindelige funktion som bank.
-“Vi er gået helt tilbage og har taget udgangspunkt i de originale banklokaler fra 40’erne. Der var så meget stemning i de gamle bankbokse og i arkitekturen, der har været gemt væk. Navnet gav næsten sig selv,” siger han.
The Bank er skabt med fokus på et voksent publikum i alderen 21 til 50 år og adskiller sig markant fra sin forgænger. Hvor Harlekin i årevis var et populært mødested for unge mellem 18 og 25 år, vil The Bank tilbyde en mere eksklusiv atmosfære med cocktails og en opfordring til gæsterne om at klæde sig pænt på og opføre sig ordentligt.
Indretningen kombinerer æstetikken fra en bank i 1920’erne med elementer af moderne klubstemning inspireret af Los Angeles. Garosi fremhæver, at Holbæk har udviklet sig markant de seneste år, og at der i dag er et publikum, som forventer en højere standard, når de går i byen.
