10. maj 2026

PRfoto(handout)

En ny opgørelse fra Godt Smil Tandlægerne i Holbæk viser, at cirka hver tredje patient lider af tandlægeskræk i større eller mindre grad. Ifølge klinikken kan det have alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser, når frygten betyder, at folk undgår at gå til tandlægen.

-”Det er ikke kun børn, der frygter tandlægen – mange voksne døjer med samme følelse. Hos os ser vi, at omkring en tredjedel af patienterne har tandlægeskræk i en eller anden form. Det påvirker både deres tænder og deres livskvalitet. Herudover kommer alle dem, der aldrig bestiller en tid hos tandlægen,” siger Ahmed Al-Janaby, tandlæge og klinikejer hos Godt Smil Tandlægerne i Holbæk.

Ifølge klinikken kan manglende tandlægebesøg medføre alt fra ødelagte tænder og forringet tyggeevne til parodontose og infektioner, som i værste fald kan sprede sig til resten af kroppen og påvirke hjerte-kar-sundheden. Derudover kan der også opstå psykiske følger som dårlig samvittighed og lavere selvværd, da tænderne spiller en væsentlig rolle i menneskers udtryk.

En tidligere undersøgelse fra Aarhus Universitet, ledet af doktor i odontologi Rod Moore, peger på, at op mod 40 procent af alle danskere lider af tandlægeskræk, og at omkring 10 procent har det i en så alvorlig grad, at de næsten er traumatiserede.

Hos Godt Smil understreges det, at der er flere muligheder for at mindske eller overvinde frygten.
-”Vi ved, at mange patienter har brug for tid og ro for at kunne gennemføre en behandling. Det begynder med, at man tør fortælle, hvordan man har det. På den måde kan vi planlægge et forløb, hvor der er plads til pauser, spørgsmål og det tempo, der føles rigtigt for den enkelte,” siger Ahmed Al-Janaby.

Klinikken peger på, at det kan hjælpe at have en pårørende med som støtte eller at booke tider tidligt på dagen, så frygten ikke når at bygge sig op. For patienter med sværere tandlægeskræk kan lokalbedøvelse eller i visse tilfælde fuld narkose være en løsning. Tandlægeskræk kan desuden behandles på linje med andre fobier hos psykolog eller terapeut.

Faktaboks: Tandlægeskræk

Tandlægeskræk, også kaldet odontofobi, står højt på listen over angstfremkaldende oplevelser og overgås kun af højdeskræk. Cirka 10 procent af danskerne lider af odontofobi, mens cirka 30 procent enten er nervøse, bange eller har en mild angst for tandbehandling. Angst for tandbehandling er dobbelt så udbredt blandt kvinder som blandt mænd.

Kilde: Tandlægeforeningen