Foto: Karoline Lieberkind
På Teatret Fair Play i Holbæk kan publikum i de kommende dage opleve Chlodnagade nr. 33, en stærk ungdomsforestilling om børn, mod og menneskelighed midt i Holocausts rædsler.
Forestillingen tager udgangspunkt i den polske børnelæge og pædagog Janusz Korczak, der under nazisternes besættelse af Warszawa drev et børnehjem i ghettoen. Trods sult, sygdom og den konstante frygt for deportation insisterede han på, at børnene skulle mødes med respekt, kærlighed og værdighed.
Korczak fik flere muligheder for at redde sit eget liv, men valgte at blive hos børnene – et valg, der har gjort ham til et symbol på ubetinget omsorg og modstand mod umenneskelighed. Hans tanker og idéer danner siden grundlag for FN’s Børnekonvention.
I forestillingen møder vi fire børn fra børnehjemmet, hvis øjne og fortællinger giver indblik i Korczaks kamp og den barske virkelighed i ghettoen. Historien skildrer ikke blot rædslerne under Holocaust, men også håbet, legen og sammenholdet, der trods alt fandt vej.
Rollen som Janusz Korczak spilles af den erfarne skuespiller Klaus Weirup Andersen, mens de unge roller er besat af Eyrún Björk, Malthe Saunte, Sebastian Vendelbjerg og Celeste Borchorst Faurschou – alle nye talenter fra scenekunstskoler i Danmark og Norge.
Instruktør og dramatiker er Sjællands Teaters kunstneriske leder Robert Parr, der tidligere har opsat stykket og fortsat finder historien dybt aktuel:
-”Det handler om ikke at svigte børn. Så længe ét barn lider under krigens brutalitet, er vi nødt til at minde os selv om, at det er vores pligt at beskytte dem,” siger Robert Parr.
Chlodnagade nr. 33 er en intens og rørende forestilling, der henvender sig især til unge mellem 13 og 20 år – men med et budskab, som rækker langt ud over aldersgrupper.
Info:
Chlodnagade nr. 33
Dato: 4. oktober – 8. november 2025.
Sted: Teatret Fair Play, Borchsvej 3, Holbæk.
Se spilletider m.m. på Sjaellandsteater.dk.
