Vinder i 2024, Elis Cleanroom. Foto: Holbæk Kommune
For tredje år i træk uddeler Holbæk Kommune sin CSR-pris til virksomheder, der gør en særlig indsats for at inkludere mennesker med fysiske, psykiske eller sociale udfordringer på arbejdsmarkedet. Prisen skal anerkende de virksomheder, der viser social ansvarlighed og samtidig inspirere andre til at følge deres eksempel.
-”Det er vigtigt, at vi værdsætter og synliggør de virksomheder, der gør noget særligt for de borgere, der kan have svært ved at være i et ordinært job. Det er en kommunal opgave at hjælpe borgerne ind på arbejdsmarkedet, og i den proces er det essentielt, at vi har nogle lokale virksomheder, der tager et socialt ansvar. Så CSR-prisen skal både hylde de virksomheder, som netop gør det, og samtidig opfordre flere til at oprette de job, der er brug for,” siger Karina Helmer, formand for Udvalget for Beskæftigelse, Uddannelse og Erhverv i Holbæk Kommune. Hun opfordrer samtidig interesserede virksomheder til at tage kontakt til kommunens Virksomhedsservice for at høre mere om mulighederne for at skabe inkluderende arbejdspladser.
CSR-prisen er en del af Holbæk Kommunes særlige indsats for at hjælpe borgere på kanten af arbejdsmarkedet i job og imødekomme virksomhedernes behov for arbejdskraft. Ifølge Karina Helmer kan en tydelig CSR-profil styrke virksomheden på flere områder.
-”Undersøgelser viser, at virksomheder med en tydelig CSR-profil har lettere ved at rekruttere medarbejdere og nye kunder. Samtidig bliver medarbejdernes engagement, tryghed og sammenhold på arbejdspladsen styrket. Undersøgelser viser desuden, at socialt ansvar som følge af blandt andet de offentlige støtteordninger til mentorer og løntilskud ikke behøver at gå ud over bundlinjen. Og for de borgere, der har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet af forskellige grunde, har det en positiv indvirkning på deres selvforståelse, at de bliver inkluderet i et arbejdsfællesskab,” understreger hun.
Virksomheder med adresse i Holbæk Kommune, som har gjort en indsats for at inkludere mennesker med særlige udfordringer, kan indstilles til prisen. Det gælder eksempelvis, hvis virksomheden har ansat ledige med behov for særlig støtte, forebygget langvarig ledighed blandt nuværende ansatte, fastholdt medarbejdere med særlige behov eller tilbudt praktikpladser, mentorordninger eller lærlingepladser. Et godt arbejdsmiljø og trivsel er en forudsætning for at komme i betragtning.
Indstillingen foregår via kommunens hjemmeside, og sidste frist for at indstille en virksomhed er fredag den 31. oktober 2025. Efterfølgende vil en udvælgelseskomité vælge tre nominerede, som borgerne får mulighed for at stemme på. Tidligere vindere af prisen er EBH Byg i 2023 og Elis Cleanroom i 2024.
Yderligere information og kontakt til Holbæk Kommunes Virksomhedsservice kan fås på telefon 72 36 31 31 eller via e-mail på job-virk@holb.dk. Indstilling kan ske her: holbaek.dk – CSR-pris
