5. marts 2026

Kim Malmberg Hansen. Privatfoto.

Alt for mange børn og unge kæmper med ordblindhed uden at få den rette støtte i tide. I Danmark er der store forskelle fra kommune til kommune på, hvordan vi hjælper ordblinde elever – og det må aldrig være postnummeret, der afgør, hvilke muligheder man har for at få en god uddannelse.

I Holbæk Kommune har vi heldigvis allerede en række initiativer: vi har en strategi for literacy og ordblindhed, skolerne stiller digitale hjælpemidler som AppWriter og CD-ORD til rådighed, og der er særlige projekter for tosprogede ordblinde. Det er stærke tiltag, som viser, at vi tager opgaven alvorligt.

Men vi kan – og skal – gøre det endnu bedre. For virkeligheden er, at indsatsen ikke altid er ensartet på tværs af skolerne. Nogle børn får hurtigt den nødvendige hjælp, mens andre oplever at vente for længe eller slet ikke får støtte nok i deres dagligdag. Og uden de rette hjælpemidler og lærerressourcer risikerer vi, at børn mister modet og får sværere ved at gennemføre deres skolegang.

Som kandidat til byrådet for Venstre vil jeg arbejde for, at Holbæk bliver en foregangskommune på dette område. Vi skal:

  • Sikre at alle ordblinde elever – uanset skole – hurtigt får adgang til test, støtte og digitale hjælpemidler.
  • Styrke lærernes kompetencer, så de er bedre rustet til at integrere ordblindevenlig undervisning i alle fag.
  • Skabe tættere samarbejde mellem forældre, lærere og specialvejledere, så indsatsen bliver helhedsorienteret.

Ordblindhed må aldrig blive en barriere for at få en uddannelse eller et godt arbejdsliv. Med en målrettet indsats kan vi give alle børn i Holbæk de bedste forudsætninger for at lykkes – også dem, der har det svært med bogstaverne.

Med venlig hilsen
Kim Malmberg Hansen
Kandidat til KV25 for Venstre.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du kan også sende os din mening her.

Leave a Reply