Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen og rektor Rasmus Frimodt underskriver aftalen. Foto: Holbæk Kommune.
Holbæk Kommune og Zealand – Sjællands Erhvervsakademi – har underskrevet en ny samarbejdsaftale, der viderefører og styrker det tætte partnerskab mellem de to parter. Aftalen gælder for perioden 2026-2029 og har til formål at styrke uddannelsesmulighederne i Nordvestsjælland samt sikre en tæt kobling mellem studerende, uddannelser og det lokale arbejdsmarked.
Siden 2019 har samarbejdet haft stor betydning for det lokale uddannelsesbillede i Holbæk, blandt andet med etableringen af finansøkonomuddannelsen. Den nye aftale bygger videre på de eksisterende resultater og skal samtidig åbne døren for nye initiativer inden for både videregående uddannelser og efteruddannelse.
-”Jeg er rigtig glad for, at vi kan forlænge samarbejdet med Zealand. Både for at fastholde den nuværende finansøkonomuddannelse, og ikke mindst for at afsøge mulighederne for flere uddannelser i Holbæk. Det vil være til stor gavn for vores unge, at de både kan studere og bo lokalt i stedet for at skulle gøre det i de større byer,” udtaler Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen.
Med den nye aftale ønsker parterne at skabe bedre rammer for både studiemiljø og erhvervssamarbejde. Der er fokus på at videreføre finansøkonomuddannelsen i Holbæk, afdække mulighederne for yderligere uddannelser og efteruddannelsestilbud, udvikle fælles faciliteter og faglige fællesskaber samt styrke samarbejdet med det lokale erhvervsliv.
Rektor for Zealand, Rasmus Frimodt, fremhæver den lokale opbakning som en vigtig drivkraft for det fortsatte samarbejde.
”Vi oplever en stærk opbakning fra de lokale virksomheder, som både vores studerende og dimittender får glæde af. Med den nye aftale kan vi fortsætte arbejdet med at skabe et attraktivt studiemiljø i Holbæk og bidrage til uddannelser af høj kvalitet i hele Region Sjælland,” siger han.
Aftalen skal medvirke til at sikre flere videregående uddannelsestilbud i Holbæk og styrke kommunens muligheder for at tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft. Samtidig bidrager den til, at flere unge får mulighed for at tage en relevant uddannelse tæt på deres bopæl og efterfølgende gøre brug af deres kompetencer i det lokale erhvervsliv.
