21. april 2026

Politiet havde lørdag tre sager om overtrædelse af reglerne for el-cykler og el-løbehjul på Ahlgade i Holbæk.

Det fremgår af politiets døgnrapport.

Klokken 12.20 standsede politiet en 11-årig dreng fra Holbæk, som kom kørende på en el-cykel, der viste sig at være indstillet til at kunne køre omkring 40 km/t udelukkende ved hjælp af gashåndtaget og uden brug af pedaler. Politiet ringede til forældrene og fik en snak om reglerne for el-cykler.

To timer senere stoppede politiet en 14-årig dreng fra Holbæk på et el-løbehjul. Drengen havde nemlig ikke en voksen ledsager med, som reglerne ellers kræver. Desuden havde han heller ikke cykelhjelm på, som loven ellers kræver. Politiet underrettede familien om drengens kørsel.

Klokken 15.05 stoppede politiet en 14-årig dreng fra Roskilde, da han kom kørende på en el-cykel, der kunne køre omkring 40 km/t uden at pedalerne blev brugt. Også i denne sag havde politiet fat i familien.