13. april 2026

Fra venstre er det Karen Thestrup Clausen, Søren Stavnskær, Ole Hansen, John Harpøth, Rasmus Brandstrup Larsen, borgmester Christina Krzyrosiak Hansen, Jakob Villadsen, Emrah Tuncer og Stampe Duus. Foto: Holbæk Kommune.

Alle ni partier i kommunalbestyrelsen i Holbæk er mandag blevet enige om budgetaftalen for 2026-2029 – her kan du læse hvad partierne mener om aftalen.

Rasmus Brandstrup Larsen fra Venstre mener, at hans parti har sat tydelige aftryk i aftalen:

-”Det her er det muliges kunst, og Venstre har sat tydelige aftryk. Vi får en erhvervstaskforce, så virksomheder møder hurtigere sagsgange og bedre service. Vi forbedrer hverdagen med cykelstien fra Smidstrup til Lejre i 2026 og arbejder videre, så forbindelsen mellem Søstrup og Megacentret fuldføres senest i 2030. Vi prioriterer både unge og ældre med etablering af en ungdomsmodtagelse og en styrket forebyggende indsats til ældre. For børnefamilierne fjerner vi den sidste lukkedag før påske, og vi går ansvarligt til sundhedsreformen, så vi bevarer serviceniveauet, når reformen rulles ud. Det er konkrete forbedringer, der kan mærkes i hverdagen, og som trækker Holbæk i den rigtige retning.”

Stampe Duus fra Det Konservative Folkeparti hæfter sig blandt andet over nogle langsigtede initivativer på socialområdet:

-”Konservative glæder sig over det vedtagne budget. Her er mange gode elementer, som styrkes ifm. børn, unge, folkeskole, frivillige og meget mere. Vi hæfter os ved, at der er nogle langsigtede initiativer på det sociale område, som gerne skal blive til glæde for vores borgere. Ligeledes hæfter vi os ved, at lokalområderne får mere politisk fokus, og at vi også medvirker til vestvendte ramper ved Knabstrup. Eventpuljen til større begivenheder, ser vi som en vigtig del i en fortsat markedsføring og udvikling af Holbæk Kommune som bosætningskommune. Vi har særlig fokus på at erhvervsudviklingen skal op i gear og ser frem til, at vi kan tiltrække virksomheder langs vores motorveje.”

Radikale Venstres Emrah Tuncer glæder sig over prioritering af miniumsnormeringer og prioritering af nyt padelcenter i Holbæk Sportsby:

-”Jeg gik til budgetforhandlinger med fokus på vores mindste børn, skoler og kultur. Det glæder mig og Radikale Venstre, at budgettet netop prioriterer reelle minimumsnormeringer, to voksne i indskolingen og kulturen som en stærk medspiller til velfærden. Jeg er også glad for, at vi investerer i renovering af institutioner og skoler, lokale idrætsfaciliteter og udviklingen af Sportsbyen med et nyt padelcenter.”

Hos John Harpøth fra Ny Holbæk er der blandt andet glæde over styrkelse af frivilligheden, som er vigtig for Holbæk:

-”Dette budget viser, at Ny Holbæk er med til at gøre en forskel, og selv i en usikker tid står vi fast på at investere i mennesker og fællesskaber. Vi har sikret midler til at styrke frivilligheden år efter år, og det skal være nemmere at være frivillig, for uden ildsjæle står Holbæk stille. Vi lytter til lokalområderne og sikrer politisk dialog to gange om året. Vi har stor fokus på ældreområdet, og en tidlig indsats giver ældre et bedre liv, og derfor afsætter vi penge til forebyggelse. Vi sikrer nye træningsredskaber og reparationer, så de aktive centre kan være samlingssteder med fællesskab og liv. Vi bygger flere plejehjem, fordi vi ved, at behovet vokser. Allerede nu mangler vi 60 pladser, og derfor handler vi. Ny teknologi skal bruges til at gøre hverdagen lettere ikke sværere.”

Karen Thestrup Clausen fra Enhedslisten glæder sig bl.a. over genindførelsen af sygedagpengerefusion og vejtræer på Valdemar Sejrsvej:

”For Enhedslisten er der især tre ting, vi er glade for at have fået med i årets budget. For det første en genindførelse af sygedagpengene ud til vores skoler, daginstitutioner og plejehjem. Som forventet har det på ingen måde bidraget til at sænke sygefraværet, så godt at de penge nu igen kan bruges til vikarer. Dernæst at der kommer flere billige, almene boliger, som kan betales af dem med de laveste indkomster. Flere penge til biodiversitet. Så vi allerede i 26 vil få vejtræer på Valdemar Sejrsvej, hvilket vil give renere luft og flere insekter.”

Jakob Villadsen fra Socialistisk Folkeparti er særlig glad for forberdrede normeringer i børnehusene og hjælp til smøbørngsfamilier gennem “En god start”:

”SF gik ind til budgetforhandlingerne med et ønske om at styrke velfærden for børn, udsatte borgere og ældre, samtidig med at vi får en stærkere indsats for klima, miljø og natur. Med budgetaftalen sikrer vi, at den psykiatriske vejledningstelefon fortsætter i 2026, og vi afsætter midler til forebyggelse og fællesskab for de ældre. Bæredygtighedspuljen bliver forhøjet, så vi kan komme længere med kommunens biodiversitetsstrategi. Særligt er jeg glad for, at vi med budgetaftalen forbedrer normeringerne i børnehusene samt prioriterer tilbuddet “En god start”, der hjælper småbørnsfamilier fx i forbindelse med efterfødselsreaktioner.”

Ole Hansen fra Moderaterne glæder sig over partiet bl.a. har sikret renovering af fortovene på Tølløse:

-”Moderaterne har i årets budgetaftale sikret flere konkrete forbedringer: Renovering af fortovene på Tølløsevej, 800.000 kr. ekstra til udvikling af Mosttorvet, renovering af track legepladsen i byparken samt en undersøgelse af mulighederne for lokalplejehjem i kommunen. Det er vigtigt for os, at Holbæk Kommune fortsat udvikler sig som et trygt og attraktivt sted at bo. Jeg er glad for, at vi med aftalen har sat tydelige aftryk.”

Danmarksdemokraternes Søren Stavnskær glæder sig bl.a. over bedre klubfaciliteter i Svinninge og tættere dialog med lokalområderne:

-”Jeg er optaget af, at vi investerer i de lokale fællesskaber. Derfor glæder det mig, at vi med aftalen sikrer bedre klubfaciliteter i Svinninge, flere midler til kunstgræsbanen i Jyderup og en tættere dialog med lokalområderne samtidig med, at vi understøtter en respektfuld velfærd for borgerne i kommunen.”

Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen fra Socialdemokratiet siger om aftalen:

-”Jeg vil gerne takke de øvrige partier for den brede aftale. Vi har haft en konstruktiv dialog til forhandlingerne, så vi i fællesskab har formået at finde gode løsninger. Det gør, at vi blandt andet på anlægsområdet kan fortsætte med de borgernære velfærdsbyggerier og udbygning af vores infrastruktur. Det sker for at imødekomme den befolkningsudvikling, som vi oplever. Det handler konkret om nyt børnehus i Tølløse, renovering af folkeskolens faglokaler, planlægning for et nyt plejecenter, bedre fremkommelighed i Holbæk by, vestvendte ramper ved Knabstrup ved etableringen af Kalundborgmotorvejen samt en lang række andre renoveringer af blandt andet legepladser, Bjergmarkskolen og de aktive centre”.

Læs også: Alle partier bag ny budgetaftale