Arkivfoto: Rolf Larsen
Det bliver formentlig først en gang i næste uge, at færgen mellem Holbæk og Orø igen kommer i drift.
Onsdag morgen aflyste Holbæk-Orø Overfarten alle afgange på grund af en fejl i fremdrivningen. En tekniker blev tilkaldt og fandt fejlen. Desværre var den defekte del ikke en hyldevare, så den blev sendt til reparation i Esbjerg, og man forventede at kunne sejle igen i løbet af fredag.
Men det viste sig, at den defekte komponent ikke kunne repareres, og derfor er færgen fortsat ude af drift
-Vi arbejder intensivt på at finde en løsning, så vi kan genoptage sejladsen hurtigst muligt. Det må dog forventes, at driften tidligst kan genoptages i løbet af næste uge, oplyser overfartsleder Rasmus Jensen i en SMS og beklager samtidig de gener det må medføre, og takker for kundernes forståelse og tålmodighed.
