PRfoto.
For første gang danner Olafur Eliassons femdimensionelle pavillon i Strandparken i Holbæk ramme om en kunstnerisk performance. Det sker i anledning af pavillonens nylige restaurering, som blev gennemført i 2025. Forestillingen opføres af Klint Musikteater i samarbejde med Holbæk Art.
Klint Musikteater, bestående af Birgit Løkke og Lene Vestergård, står bag den stedsspecifikke musikfortælling CYKLUS. Værket er inspireret af naturen og har tidligere været opført ved blandt andet Dodekalitten på Lolland og Silkeborg Bads skulpturpark. Nu tilføjes Olafur Eliassons kunstværk i Holbæk som ny scene.
“Pavillonen er som skabt til CYKLUS. Stien rundt om bassinet er som en urskive, viseren kan vandre på,” siger perkussionist og komponist Birgit Løkke. Musikken og teksten er inspireret af naturens lag og klangbilleder, og flere af instrumenterne er fremstillet af naturmaterialer. Forestillingen giver en ny kunstnerisk fortolkning af pavillonens arkitektur og omgivelser.
Eliassons skulptur, opført i år 2000, er bygget over en naturlig kilde, som i begyndelsen af 1900-tallet fungerede som springvand i Strandparken. Gennem årene har værket lidt under manglende vedligeholdelse og fejlagtig brug, hvilket har medført risiko for skader på konstruktionen.
Restaureringen, gennemført med bistand fra Fokdal Springvand, har bragt pavillonen tilbage til sin oprindelige form. Området omkring skulpturen er blevet beskåret, og der er opsat belysning og skiltning for at beskytte og fremhæve kunstværket. Forestillingen CYKLUS markerer både genåbningen og et fornyet fokus på at bevare det unikke værk skabt af en internationalt anerkendt kunstner.
Info:
AFLYST! Se mere om aflysningen i artiklen: Aflyser forestilling i Strandparken (tilføjet 03.09.2025).
Klint Musikteater CYKLUS
Dato: Torsdag d. 4. september kl. 20 og kl. 22 og Fredag d. 5. september kl. 20 (mulighed for ekstraforestilling kl. 22)
Sted: Kalundborgvej 54 (ved stien langs fjorden), 4300 Holbæk
Der er 55 billetter til hver forestilling, som kan købes her: https://www.billetexpressen.dk/program/klint-musikteater-opforer-cyklus-4973
