17. juli 2026 06:43

Foto: Michael Johannessen.

Op til kommune- og regionsrådsvalget den 18. november inviterer det tværpolitiske samarbejde i Holbæk Kommune til en række offentlige debatmøder.

Samtlige partier, der stiller op til valget, deltager i et samarbejde, som ifølge arrangørerne er unikt i landsmålestok og har eksisteret i over 13 år.

Tovholder Ida Møller fra Radikale Venstre fortæller, at andre kommuner ser med misundelse på samarbejdet, hvor partierne på trods af politiske uenigheder arbejder sammen om at fremme den demokratiske debat.

Samarbejdet kulminerer i år med både brede paneldebatter og en række tematiske møder arrangeret i samarbejde med Holbæk Bibliotekerne. De tematiske møder sætter fokus på fire politiske emner: Kultur & Fritid, Ældreområdet, Folkeskoler og Boligpolitik.

Første debat finder sted tirsdag den 26. august kl. 19.00 på Holbæk Bibliotek og omhandler Kultur- og Fritidsområdet. Mødet indledes med et oplæg af Esben Danielsen, direktør for Kulturens Analyseinstitut. Han har tidligere været direktør i både Københavns Kommune og Roskilde Festival og vil bidrage med perspektiver på kulturlivets betydning i kommunerne.

Til hvert temamøde deltager fire-fem partier i debatpanelet, mens alle opstillede partier vil være til stede en halv time før start for dialog med borgerne. Ved debatmødet om Kultur & Fritid deltager Konservativt Folkeparti, Radikale Venstre, SF, Ny Holbæk og Alternativet.

-Det er vigtigt for os som bibliotek at bidrage til oplysning og demokratisk samtale,” siger Anders Sejerøe fra Holbæk Bibliotekerne og tilføjer: -Det giver værdi, at debatterne kobles med faglige oplæg.

Det andre tematiske valgdebatter afholdes den 16. september om ældreområdet, 23. oktober om folkeskoler og 6. november om boligpolitik. Alle dag kl. 19-21.

Adgang til de tematiske debatmøder er gratis, men tilmelding anbefales via Holbæk Bibliotekernes hjemmeside.

Ud over temadebatterne afholdes der tre åbne paneldebatter med deltagelse af alle partier: d. 1. november kl. 14 i Skarridssøsalen, Jyderup. D. 4. november kl. 19 på Holbæk Teater og 12. november kl. 19 på No1, Tølløsevej 1, Tølløse.

Derudover afholdes debatmøder arrangeret af andre aktører, hvilket giver rig mulighed for at blive klogere på de politiske holdninger før valget.