7. august 2026 13:21

Bubber og Malene Qvist. Foto: Cirkus Arena.

Nordens største cirkus, Cirkus Arena, fejrer i denne sæson 70 års jubilæum og det sker med en turné, som lægger vejen forbi Holbæk og Mørkøv.

Publikum vil kunne opleve en kavalkade af internationale cirkusartister – både nye talenter og legendariske artister, der har optrådt med Cirkus Arena gennem årene. Det hele præsenteres af Bubber og Malene Qvist.

Forestillingen byder blandt andet på verdens bedste jonglør med hele 40 verdensrekorder, nervepirrende linedans i svimlende højder, imponerende illusioner og magiske tricks, luftakrobatik, der får publikum til at holde vejret i spænding, elegante heste, ekstrem styrke, nye klovnerier og skønne sange.

Bubber og Malene Qvist leder forestillingen som værter og sprechstallmeistere. Bubber kalder showet for “en uforglemmelig oplevelse”, der både overrasker og rører. Malene Qvist fremhæver cirkussets særlige evne til at samle mennesker: “Latteren, gispene, forventningens glæde – det er noget, der mærkes i hele kroppen.”

Fra det mindste til det største

Cirkusdirektør Benny Berdino ser tilbage på de mange år med stolthed:

– I 70 år har Cirkus Arena været en del af dansk kultur og en familietradition. Da min far grundlagde Cirkus Arena for 70 år siden, var det Danmarks mindste cirkus, og i dag er det Nordens største. Vi fejrer jubilæet med en forestilling, der både hylder cirkus’ historie og tager cirkuskunsten til nye højder. Det bliver en oplevelse, der samler hele familien om ægte cirkusmagi – med duften af savsmuld, imponerende artister og spektakulære overraskelser. Det er rigtig cirkus, siger Benny Berdino.

Info:
Cirkus Arena

Dato:Torsdag d. 21. august 2025 kl. 17.00
Sted: Arenavej (Holbæk Fælled), 4300 Holbæk

Dato: Fredag d. 22. august 2025, kl. 17.00
Sted: Kræmmerpladsen, Rævebjerg, 4440 Mørkøv.

Yderligere information og biletter: www.arena.dk