Sjællands Teaters traditionsrige sommerforestilling i Holbæk Museums gård er i år baseret på en klassiker med et nutidigt og humoristisk twist. Med ALADDIN – og LED-lampens ånd præsenteres publikum for et satirisk eventyr frit efter Oehlenschlägers fortælling – i en nyfortolkning skrevet af Rasmus Krogsgaard.
Forestillingen følger den unge, dovne skræddersøn Aladdin, som i sin søgen efter lykken møder både den forbrugsglade prinsesse Gulnare og den klimabevidste troldmand Noureddin. Gennem sidstnævnte får han fingrene i en magisk LED-lampe med en ganske særlig ånd.
Instruktøren bag årets forestilling er Jeanne Boel, som debuterer i denne rolle hos Sjællands Teater. Boel overtager instruktørstolen efter Joy-Maria Frederiksen, der har stået for iscenesættelsen de seneste seks år. Boel har dog masser af erfaring med sig – blandt andet fra sin tid som direktør og instruktør ved Sønderborg Sommer Revy.
– Jeg var morderligt godt underholdt, da jeg så forestillingen sidste år, og har siden glædet mig til denne opgave. Jeg er gået til instruktøropgaven ud fra devisen: ”If it ain’t broken – don’t fix it!”, udtaler Jeanne Boel.
Forestillingen byder på et omfattende setup med 15 scener og 15 sange, 74 rekvisitter og hele 132 kostumeskift. Disse fordeles på 19 roller, spillet af fire skuespillere, otte korsangere og én kapelmester – Lars Fjeldemose, som traditionen tro også medvirker i år. Kunstnerisk leder Brian Kristensen er tilbage på scenen for 11. år i træk.
Flere velkendte ansigter vender tilbage til scenen i museumsgården. Maria la Cour spiller for tredje gang med og ses i år som prinsesse Gulnare. Jacob Weble optræder igen – nu i rollen som Noureddin – og har tidligere medvirket i både Zorro og den forbudte sombrero (2021) og Den røde Pimpernel (2022). Mette Marckmann har dobbeltrolle som både sultan og Aladdins mor og har også tidligere været en del af sommerforestillingerne.
Årets ensemble består både af elever fra Holbæk Drama College og tidligere dimittender, som vender tilbage til scenen, hvor de også har stået som elever i tidligere sæsoner.
ALADDIN – og LED-lampens ånd spiller sommeren over under åben himmel i Holbæk Museumsgård.
Info:
Alladin og LED-lampens ånd
Dato: 6. august – 31.august 2025, Tirdag – fredag kl. 19.00, lørdag kl. 15.00 og 19.00, søndag kl. 15.00.
Sted: Holbæk Museumsgård, Klosterstræde 16, 4300 Holbæk
Bemærk: Forestillingen spiller udendørs med opstillede bænke til publikum. Unummerede pladser.
Se mere på www.sjaellandsteater.dk.





