14. marts 2026

Foto: Kaare Dybvad (CC BY-SA 3.0)

En 22-årig mand har fået fobud mod at opholde sig i Grønneparken – også kendt som ‘Vangkvarteret’ i en måned.

Den unge mand er den første, som har fået opholdsforbud efter politilovens nye bestemmelser om utryghedsskabende adfærd, som trådte i kraft den 1. juli i år.

-“Hvis vi oplever personer, der har en utryghedsskabende adfærd, så kan vi give dem et forbud mod at færdes på stedet. Vi tror på, at det kan blive et godt værktøj for os, så vi kan få fjernet nogle af de personer, der eksempelvis gennem narkohandel skaber utryghed i et boligområde”, siger politiinspektør Thomas Tarpgaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Kendt for narkohandel og hærværk

Lokalpolitiet har gentagne gange truffet den 22-årige i området omkring bebyggelsen Grønneparken, og er kendt af politiet for både narkohandel og for hærværk mod de overvågningskameraer, der er sat op i området.

Manden får et opholdsforbud, der gælder for 500 meter fra Havevang, og det vil være gældende i 30 dage. Bliver han alligevel truffet i området, så kan han straffes med bøde eller fængsel. For at der kan udstedes et opholdsforbud efter de nye bestemmelser, så skal området generelt været plaget af utryghed.

-“Grønneparken er et område, hvor politiet arbejder målrettet sammen med kommune og boligselskab på at hæve trygheden. Det gælder både gennem vores løbende tilstedeværelse i området og når vi målrettet går efter de mest kriminelle personer, hvor vi ved hjælp af boligloven får dem sat ud af deres lejlighed, så de kommer væk fra området”, siger Thomas Tarpgaard.