16. november 2025

Arkivfoto: Alex Christensen.

En 29-årig mand blev torsdag anholdt i Tune og her viste det sig, at han var søgt af politiet i en sag om vold mod en jævnaldrende kvinde fra Holbæk.

Politiet modtog kort før klokken 14 en anmeldelse om, at en mand skabte utryghed i Tune omkring Elkærparken og skolen, hvor han gik og sparkede ud i luften. Han havde tidligere på dagen kastet med småsten, men der var ingen melding om, at nogen var blevet ramt.

En patrulje kørte til området og traf her en 29-årig mand fra Hvidovre, som som blev anholdt for at få ro i området. Der var umiddelbart ingen grund til at sigte ham for noget i forbindelse med episoden i Tune, hvor han var på besøg. 

Det viste sig dog, at politiet søgte ham i en sag om vold mod sin samlever, så han er fortsat anholdt i den sag. Den 29-årige er sigtet for flere episoder af vold mod en jævnaldrende kvinde begået i Holbæk. Han fremstilles i dag i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk, hvor der vil blive fremsat begæring om varetægtsfængsling.

Leave a Reply