Skitse over de nye aktiviteter på Markedspladsen. Illustration: Holbæk Kommune.
Der er nye sommeraktiviteter på vej til Markedspladsen i Holbæk.
Udvalget for Kultur og Fritid besluttede på sit møde i sidste uge, at frigive en million kroner fra budget 2025 til realiseringen af et nyt idéoplæg fra Sidesporet for en række nye sommeraktiviteter på Markedspladsen.
Baggrund: Fokus på helårsaktiviteter i bymidten
Markedspladsen har i mange år fungeret som et centralt byrum i Holbæk. Om vinteren anvendes den til skøjtebanen Isrosen, mens pladsen om sommeren blandt andet danner ramme om petanque og street sport. Med den politisk vedtagne Udviklingsplan for Holbæk Bymidte (2021–2031) er ønsket at give pladsen en mere tydelig funktion og tiltrække flere brugere i sommerhalvåret.
For at understøtte denne udvikling har Kommunalbestyrelsen i budgetaftalen for 2025–2028 afsat 1 mio. kr. årligt til at styrke byrum og havneområder.
Idéoplæg fra Sidesporet: Fokus på flytbare og fleksible aktiviteter
Administrationen har modtaget et forslag fra foreningen Sidesporet, der har til formål at aktivere Markedspladsen i sommerperioden, hvor Isrosen ikke er i brug. Forslaget indeholder følgende nye aktiviteter og faciliteter et flytbart street padel-anlæg, ramper til rullesjøjter, løbecykler og løbehjul, nye bord-bænkesæt og opstregning af eksistererende baner.
De nye tiltag er tænkt som supplement til de nuværende funktioner og vil ikke påvirke brugen af pladsen som skøjtebane om vinteren.
Det frigivne beløb på en million kroner skal bruges til anskaffelse og etablering af de nye faciliteter. Sidesporet har tilkendegivet, at de vil udvide deres nuværende benyttelsesaftale med kommunen til også at omfatte opsætning og nedtagning af udstyret, løbende mindre vedligeholdelse og vinteropbevaring.
Skulle der opstå behov for større vedligeholdelsesarbejder eller udskiftning af udstyr på sigt, vil det kræve en ny økonomisk prioritering inden for kommunens rammer.

Ja bare brug skatte kr på det pjat