19. juni 2025

Foto: Jesper von Staffeldt.

Økonomiudvalget i Holbæk Kommune har i dag på sit møde indstillet til godkendelse, at der gives et forhåndstilsagn til opførelse af 25 almene boliger på Orø. Beslutningen skal danne grundlag for en ansøgning om det såkaldte “ø-tilskud” hos Social- og Boligstyrelsen.

Boligselskabet Vestsjællands Almene Boligselskab (VAB) ønsker at opføre 10 ældreboliger og 15 familieboliger på øen. Projektet afhænger af, at der bevilges et særligt engangstilskud, som skal dække de ekstra omkostninger forbundet med byggeri på mindre øer.

Orø Lokalforum har udtrykt stor opbakning til projektet, og interessen for almene boliger på øen er betydelig. Aktuelt opfører VAB seks nye familieboliger, som allerede er ved at blive udlejet, og der er en venteliste på cirka 200 personer.

Den samlede byggesum for projektet er anslået til 52,8 millioner kroner, og det kræver en kommunal grundkapital på omkring 4,7 millioner kroner. Beløbet finansieres inden for den eksisterende boligstrategi.

De planlagte boliger fordeler sig med ældreboliger på 70 kvadratmeter og familieboliger på 80 kvadratmeter. De ti ældreboliger vil blive anvist 100 procent af Holbæk Kommune, som har identificeret et behov for flere almene boliger til ældre på øen.

Projektet forudsætter vedtagelse af en ny lokalplan. Hvis “ø-tilskuddet” ikke kan opnås for alle familieboligerne, vil projektet blive genovervejet, inden det eventuelt sendes videre til næste fase.

Sagen har tidligere været behandlet i Udvalget for Plan, Bolig og Lokal udvikling.

Leave a Reply