
I programmet Hospitalets Helte følger vi medarbejdere på Holbæk Sygehus. Foto: TV3/Viaplay.
I en ny reportageserie følges 20 dedikerede medarbejdere på Holbæk Sygehus, der hver dag kæmper for at redde liv og skabe håb – fra livets begyndelse til dets afslutning.
Gennem ti intense afsnit får vi et unikt indblik i hverdagen på hospitalet, hvor presset til tider er enormt, og ingen dage er ens.
Vi er med, når jordemoderen Mette pludselig står med komplikationer under en fødsel, og tiden er knap. Vi følger overlægen Anders og lægen Amalie på akutafdelingen i deres hektiske kamp for at stabilisere patienter i livsfare – fra afskårne fingre til hjerter ude af takt. Amalie må endda trække på sine erfaringer fra Schweiz, når en patient har slået skulderen af led.
På operationsgangen er spændingen høj, når en gravid kvinde venter på et akut kejsersnit, mens veerne presser på. Samtidig må overlægen Maja navigere mellem diagnoser, når en svimmel patient skal en tur i rodeostolen og testes for øresten.
Serien giver også et sjældent indblik i behandlingsmetoder, der kan få selv de mest hærdede til at kigge væk – som når sårsygeplejersken Henriette bruger levende larver til at rense betændte sår på en diabetespatient.
Og midt i alt dette står cheflægen Annie, der skal hjælpe en 5-årig pige med tegn på tidlig pubertet, mens forældrene holder vejret.
Det er Viaplay og TV3, som viser serien, der har premiere 1. april.