4. december 2024

Bo Pedersen og Jan Vestergård fra HBC til Jette Kjær Jørgensen fra Lions. Foto: Holbæk Business & CycLink

Julekomitéen af 1922, som uddeler julehjælp til trængte familer, har fået en stor donation fra et lokalt erhvervsnetværk.

Holbæk Business & CycLink (HBC), der er et erhvervsnetværk for ledere og selvstændige i Holbæk og omegn og som har cykling som fælles omdrejningspunkt, har doneret 10.000 kroner til Julekomitéen af 1922.

Checken blev overbragt af Bo Pedersen og Jan Vestergård fra HBC til Jette Kjær Jørgensen fra Lions i Jernløse, der er ansvarlig for Julekomitéen af 1922.

-Julen er børnenes fest, siger formand for HBC, Bo Pedersen og tilføjer:

-Når muligheden er der, ser vi meget positivt på at kunne støtte lokalt forankrede formål, der hjælper børn og unge i Holbæk Kommune, som har vanskelige vilkår.

-Når vi kan gøre en forskel, gør vi det med glæde, slutter Bo Pedersen.

Sidste år blev der indsamlet mere end 283.520 kroner til 162 værdigt trængende børnefamiliers jul. I alt 338 børn modtog, ifølge Julekomiteen af 1922, hjælp på denne måde.

Leave a Reply