13. december 2024

Arkvifoto: Rolf Larsen.

Der skal etableres en ny folkeskole i Holbæk Vest. Det besluttede kommunalbestyrelsen på sit møde onsdag.

Prognoserne viser, at der er behov for udbygning af kapaciteten på skoleområdet, især i Holbæk by og Tuse.

Kommunen har spurgt de lokale privatskoler om de har planer om udbygning af kapaciteten, men her er der ingen planer om udbygning.

Kommunen vil derfor skulle finde plads til ca. 550 flere skoleelever i 2035, hvis skoleprognosen fra 2023 holder.

Kommunalbestyrelsen har tidligere godkendt en renoveringsplan for Bjergmarkskolen, der omfatter en række tiltag som en tilbygning på skolen, inddragelse af den gamle tandlægeklinik, samt en renovering af skolen, så også Bjergmarkskolen kan optage flere elever.

Det er dog især i Hobæk Vest, som Tuse Skole dækker, at der forventes mange flere elever og derfor har har kommunalbestyrelsen nu sagt ja til en ny folkeskole i området.

Der er i allerede i helhedsplanen for Holbæk Vest indtænkt, at der kan placeres og etableres en ny skole og daginstitution. Med denne placering undgår man at 400 nye børn i området skal transporteres til og fra andre alternative løsninger. Placering af skolen i Holbæk Vest vil gøre det attraktivt for børnefamilier at bosætte sig i området, hvilket vil føre til en hurtigere udbygning af området. Der er tung trafik på Kalundborgvej i myldretiden, ligesom området omkring Tuse Skole allerede nu er presset både trafikalt og parkeringsmæssigt, hvilket også taler for en placering af skolen i Holbæk Vest, så man undgår at skabe et yderligere pres på de trafikale forhold.

Skolen forventes at blive planlagt til at kunne rumme 2-3 spor, svarende til den kapacitetsforøgelse prognoserne viser behov for. 

Den videre proces

Nu går det videre arbejde med den nye skole i gang. Det betyder bl.a. at kommunen skal have lavet en aftale med grundejeren om køb af arealet og købet skal godkendes af kommunalbestyrelsen.

Herefter skal der udarbejdes et projekt for ny folkeskole, der er tilstrækkeligt detaljeret til at kunne danne grundlag for en lokalplan. 

Arbejdet frem mod igangsættelse af lokalplan forventes at tage ca. 1 år, og lokalplansprocessen forventes at tage yderligere 1-1,5 år frem til endelig vedtagelse. 

Administrationen i Holbæk Kommune vurderer, at der typisk går fem år fra Kommunalbestyrelsen godkender igangsætning af et nyt skoleprojekt, til projektet står færdigt.

Leave a Reply