19. april 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

En politipatrulje så tirsdag formiddag føreren af en varebil ryge noget, der kunne minde om en joint og besluttede sig for at lave en kontrol af både køretøj og fører på Digemosevej i Skimmede ved Tølløse.

Føreren var en 26-årig mand fra Tølløse, som i forvejen var frakendt førerretten og derfor ikke kunne fremvise noget kørekort.

Politiet mistænkte ham for at være påviket af hash under kørslen og derfor blev varebilen undersøgt nærmere. Det resulterede i fundet af en joint med hash i. Ved en efterfølgende ransagning af mandens bopæl, blev der fundet yderligere tre joint, knap 13 gram hash og godt tre gram skunk samt vingummi med THC-indhold.

Alle de ulovlige effekter blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Den 26-årige blev herefter transporteret til et sygehus, hvor han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer i blodet.

Var eftersøgt

Da blodprøven var udtaget, beholdt politiet den 26-åige i deres varetægt, fordi han var efterlyst efter at være udeblevet fra et retsmøde i fogedretten. Først ved ankomsten til fogedretten løslod politiet den 26-årige, så han kunne deltage i sit retsmøde.

Han vil senere høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger.