19. april 2024

Foto: Politi.dk

To kvinder blev onsdag eftermiddag udsat for tricktyveri, da de var ude, at købe ind.

I Netto på Spånnebæk i Holbæk fik en 71-årig kvinde fra Holbæk omkring kl. 14.00 afledt sin opmærksomhed, da hun var i færd med at købe ind. Det var sket ved, at en fremmed mand havde stillet hende spørgsmål om nogle kager. Kort efter opdagede den 71-årige, at hendes pung med indhold var stjålet fra en pose i indkøbsvognen. Tyven kunne være en anden end den mand, der afledte hendes opmærksomhed ved at stille nogle spørgsmål.

En 84-årig kvinde – også fra Holbæk – blev ca. kl. 14.10 udsat for tricktyveri, da hun var på indkøb i Kvickly i Slotscentret i Holbæk.

Også i denne forbindelse havde en fremmed mand stillet spørgsmål til nogle varer – denne gang grøntsager – hvilket afledte kvindens opmærksomhed og hendes pung blev stjålet fra en pose i indkøbsvognen. Tyven kan have have været en anden, end den mand, som stillede spørgsmålene.

Den fremmede mand havde i begge tilfælde i Holbæk talt engelsk og politiet vil nu forsøge at identificere ham ud fra bl.a. overvågningsmateriale fra de pågældende supermarkeder.