24. april 2024

Foto: Rigspolitiet.

Optikerudstyr og briller var blandt udbyttet, da to mænd natten til onsdag begik indbrud i en optikerforretning på Jernbanevej i Tølløse.

Politiet modtog anmeldelsen om indbruddet fra et alarmselskab kl. 02.42.

Døren til forretningen var blevet brudt op og der var stjålet dyrt optikerudstyr, værktøj og en del briller.

Overvågningen fra butikken viste en mørk personbil, som kørte op foran facaden. To personer brød herefter døren op og fik adgang til forretningen.

De to mænd beskrives som:

A: Mand, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Iført: Sort maskering med en åbning for øjnene, blå dynejakke, grå/sort arbejdshandsker, grå cowboybukser med et sort bælte og sorte sko med en hvid hæl og hvide snørebånd,

B: Mand, Kropsbygning: Kraftig af bygning, Iført: Blå maskering, sort T-shirt, brun læderjakke, gule/grønne handsker, sorte bukser, sorte sko.

Bilen de kørte i er en ældre mørk personbil med fem døre og lyse alufælge.

Politiet foretog en grundig gerningsstedsundersøgelse i forretningen, og efterforsker nu sagen. I den forbindelse hører mann gerne fra vidner som har set personer eller køretøjer omkring Jernbanevej i Tølløse natten til onsdag. Politiet kan kontaktes på telefon 114.