13. december 2024
Arkivfoto: Rolf Larsen.

Arkivfoto: Rolf Larsen.

En 17-årig ung mand fra den sydlige del af Holbæk Kommune blev torsdag udsat for frihedsberøvelse og afpresning – tre mænd er blevet anholdt.

Klokken 20.10 modtog politiet en henvendelse fra pårørende til den 17-årige om, at den 17-årige havde været frihedsberøvet siden sidst på eftermiddagen, hvor han ifølge en aftale havde mødtes med tre andre mænd i Tølløse.

Han var blevet truet til at hæve nogle penge og havde nu brug for de pårørendes hjælp til at hæve flere penge til mændene, der havde holdt ham tilbage i et køretøj, hvori de kørte rundt.

Politiet iværksatte straks en efterforskning og fik senere lokaliseret køretøjet til at befinde sig i den centrale del af Roskilde by. Her kunne politiet kl. 20.50 anholde de tre mistænkte mænd i det pågældende køretøj, hvor den 17-årige også var til stede.

Den 17-årige var uden fysiske skader, og de tre mænd blev identificeret som en 22-årig mand fra Midtsjælland, en 33-årig mand fra Storkøbenhavn og en 35-årig mand fra Odsherred.

De tre anholdte forblev efter afhøring til sagen i politiets varetægt under den fortsatte efterforskning i løbet af natten og fredag morgen. De tre mænd blev efter en nærmere vurdering af sagens konkrete omstændigheder løsladt, men de er fortsat sigtet for de alvorlige mistanker, som politiet under den fortsatte efterforskning vil forsøge at få klarlagt nærmere.