Uro og slagsmål ved Traktortræk

Der var lagt op til en hyggelig aften med masser af hestekræfter, da der lørdag blev afholdt traktortræk i Svinninge. Men ikke alle kunne finde ud af opføre sig ordentligt.

Politiet fik ved 19-tiden en henvendelse fra en vagtmand ved arrangementet om, at der var optræk til uro og måske slagsmål mellem nogle gæster.

Politiet kørte til stedet med flere patruljer, der kunne konstatere, at der var op imod 5.000 tilskuere til arrangementet. Politiets tilstedeværelse virkede præventivt, og der var ikke behov for at gribe ind over for nogen. Derfor kørte politiet fra stedet igen.

Men kort før midnat var politiet igen på stedet og denne gang måtte man benytte sig af peberspray for at stoppe et slagsmål med ca. 10 personer.

Under politiets fortsatte tilstedeværelse i området kastede en mand shots-emballage efter politiet, ligesom manden optrådte voldeligt, så han endte med at blive anholdt. Der var tale om en 24-årig mand fra Nykøbing F. som blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han blev transporteret til politistationen i Roskilde, hvor han efter et lægetilsyn blev anbragt i detentionen til afrusning frem til de tidlige morgentimer, hvor han blev løsladt. Den 24-årige kan dog forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelsen.

Leave a Reply