29. marts 2024
Arkivfoto: Rolf Larsen.

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Påvirket af både alkohol og euforiserende stoffer påkørte en 30-årig mand lørdag aften en svingende bil.

Uheldet skete kort efter klokken 19 på Roskildevej i Vipperød, da en 54-årig kvinde fra Vipperød i en personbil kørte ad Roskildevej hvor hun ved et supermarked nedsatte hastigheden betydeligt og gav tegn til at ville svinge til venstre ind på supermarkedets parkeringsplads.

Bag hende kørte endnu en personbil, og bag denne kom en 30-årig mand uden fast bopæl kørende med højere hastighed end de to biler foran. Han overhalede derfor bilen bag den 54-årige, men kunne derefter ikke undgå at påkøre venstre side bagest på den 54-åriges bil, idet hun i det samme var ved at fuldføre venstresvinget.

Politiet blev alarmeret og fremme på uheldsstedet kunne politiet konstatere, at den 30-årige ikke havde noget kørekort, ligesom han mistænktes for at være påvirket af både spiritus og euforiserende stoffer. Han blev derfor kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer.

Ifølge politiet fik de implicerede køretøjer skader, men både den 54-årige kvinde og den 30-årige mand var sluppet uskadte fra sammenstødet.