24. april 2024
Arkivfoto: Rolf Larsen.

Arkivfoto: Rolf Larsen.

To gange på under en time blev en 30-årig mand fra Grevinge anholdt og sigtet for narkokørsel.

Første gang politiet havde fat i den 30-årige var mandag aften kl. 23.28. Her blev han standset, da han kom kørende på Holbækvej ved Tornved ved for Mørkøv. En narkometertest gav udslag for påvirkning af kokain, så den 30-årige bilist blev anholdt og taget med til udtagning af en blodprøve, hvorefter han blev løsladt igen. Bilen stod efterladt på Holbækvej, hvor den var blevet standset af politiet.

Klokken 00.17 opdagede politiet, at den 30-åriges bil kørte ad Holbækvej, denne gang øst for Mørkøv. Bilen blev igen standset og det viste sig, at det var den samme 30-årige som politiet havde standset mindre end en time forinden, som sad bag rattet. Det gav anledning til, at han igen blev anholdt og sigtet for narkokørsel – og igen måtte tages med til en blodprøveudtagning.

Den 30-årige kan nu se frem til at høre nærmere fra politiet når analyserne af begge blodprøver foreligger.