18. april 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Kort efter middag søndag skete et uheld i krydset Ellegårdsvej/Østrupvej i Ugerløse, hvor en bilist blev ramt i siden af en anden bil i forbindelse med et venstresving.

Uheldet skete, da en 77-årig mand fra Holbæk, kørte ad Østrupvej mod øst, hvor han skulle svinge til venstre ad Ellegårdsvej. I forbindelse med svingningen blev den 77-åriges bil påkørt på venstre side af en bil, som i det samme overhalede den 77-årige bagfra.

Den 77-åriges bil fik skader ved døren, så han ikke kunne stige ud af bilen. Han var ikke selv kommet noget alvorligt til. Den anden bil i uheldet stoppede i første omgang længere fremme, men føreren steg ikke ud af bilen. En forbipasserende hjalp den 77-årige ud af bilen, og i det samme kørte den anden bilist fra uheldsstedet uden at have været i kontakt med nogen eller give sine oplysninger til den 77-årige.

Politi og ambulance kørte til uheldsstedet, hvor den 77-årige blev tilset og afhørt. Han havde, ifølge politiet, ikke brug for behandling, men var rystet oven på oplevelsen. Politiet optog rapport om uheldet og afhørte vidner på stedet.

Søger vidner

Politiet søger vidner til uheldet, da man meget gerne vil i kontakt med føreren af den flygtende bil, som ikke har opfyldt sine forpligtigelser i forbindelse med færdselsuheldet. Som part i et uheld har man pligt til straks at standse, hjælpe og give sine oplysninger til modparten.

Den flygtende bil beskrives som: Sølvgrå stationcar personbil af lidt ældre årgang. Bilen fik skader på forlygten og kofangeren slæbte hen af jorden efter sammenstødet. Den kørte fra stedet ad Ellegårdsvej mod nord.

Bilen må have vakt opsigt efter uheldet, da det havde fået tydelige skader.

Politiet beder derfor vidner, som har set den beskrevne ældre sølvgrå stationcar, før eller efter uheldet, og som kan komme med yderligere oplysninger om at kontakte politiet på telefon 114.

Borgere som har set den beskrevne ældre sølvgrå stationcar, før eller efter uheldet, og som kan komme med yderligere oplysninger bedes kontakte politiet.