28. marts 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen

En 19-årig mand blev lettere kvæstet, da han mandag aften blev overfaldet i Ladegårdsparken i Holbæk.

Arkivfoto: Rolf Larsen

En 19-årig mand blev lettere kvæstet, da han mandag aften blev overfaldet i Ladegårdsparken i Holbæk.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man klokken 23.31 fik flere opkald fra borgere via 112 om, at der i området ved Ladegårdsparken var hørt flere skudafgivelser.

Flere politipatruljer og en ambulance blev sendt til området, hvor man traf en 19-årig mand fra Holbæk, som var lettere kvæstet. Han oplyste til politiet, at han sammen med en kammerat havde gået på en sti mellem boligblokkene, da de blev overfaldet af en gruppe på 10-12 personer. Enkelte fra gruppen havde formentlig med skarpe redskaber angrebet den 19-årige, så han blev lettere kvæstet flere steder på kroppen. Han kunne dog flygte fra stedet sammen med kammeraten, der var uskadt.

Fandt patronhylstre

Politiet afspærrede området, som efterfølgende blev undersøgt med bl.a. politihunde i et forsøg på at finde spor, der kunne relatere sig til både overfaldet på den 19-årige og anmeldernes oplysninger om afgivelse af skud. Ved søgningen i området fandt politiet flere patronhylstre, som nu er sikret med henblik på tekniske undersøgelser.

I forbindelse med anmeldelserne har politiet ikke fået kontakt til personer, som måske har været målet for skudafgivelserne, ligesom politiet heller ingen oplysninger har om, at nogen skal være blevet ramt.

Gruppen af personer, der overfaldt den 19-årige, kan kun beskrives som mørkklædte og bærende en form for maskering.

Politiet har tirsdag været tilstede i boligområdet, for at gennemsøge området i daglys med politihunde i søgningen efter eventuelle yderligere spor.

Tryghedsskabende patruljering

Politiets lokale nærbetjente vil både i dag tirsdag og igen i morgen onsdag fra middagstid være synligt til stede i området ved Ladegårdsparken i et tryghedsskabende øjemed.

Formålet med tilstedeværelsen er også at komme i kontakt med personer, der har gjort observationer i området forud for anmeldelsen mandag kl. 23.31, så politiet kan få nye oplysninger til brug for efterforskningen i sagen, der af politiet behandles som en anmeldelse om alvorlig personfarlig kriminalitet.