19. april 2024

Foto: Politi.dk

Tirsdag aften klokken 20.40 fik en politipatrulje kontakt til tre nervøse unge mænd på 15, 17 og 18 år fra Holbæk Kommune, som stod under et halvtag i Klosterstræde.

En nærmere kontrol af de tre viste, hvorfor de var nervøse ved politiets tilstedeværelse. Mens den 17-årige ikke havde noget ulovligt på sig, så havde den 15-årige havde godt et gram hashmix på sig.

Den 18-årige var i besiddelse af flere pølsemandsposer med hashklumper, der tilsammen vejede ca. 6,5 gram. Endvidere havde han et mindre kontant beløb, som politiet mistænkte at være penge fra hashsalg.

Da politiet efterfølgende ransagede den 18-åriges bopæl blev der fundet 0,15 gram kokain, 0,29 gram skunk samt yderligere kontanter sammen med en masse pølsemandsposer.

Både den 15-årige og den 18-årige blev blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, og politiet beslaglagde stoffer samt kontanterne hos den 18-årige, der mistænktes for at være i besiddelse af stoffer med henblik på videresalg.

De to sigtede vil høre nærmere fra politiet, når sagerne mod dem skal afgøres.