20. april 2024

Foto: Rigspolitiet.

Tirsdag kl. 13.45 standsede færdselspolitiet en bil med en 34-årig mand fra Asnæs bag rattet på Uglerupvej på Tuse Næs.

Det viste sig, at manden ikke havde nogen førerret, hvilket han blev sigtet for. Et opslag i politiets registre viste, at de nummerplader, som sad på mandens bil var blevet efterlyst, fordi der ikke var blevet betalt ejerafgift, så politiet inddrog bilens nummerplader med henblik på aflevering til Motorstyrelsen.

Det viste sig også, at den 34-årige selv var efterlyst som udeblevet fra fogedretten, så politiet frihedsberøvede ham og kørte ham til fogedretten i Holbæk, hvor politiet afleverede ham til fogeden, så retsmødet i fogedretten kunne gennemføres.

Den 34-årige vil senere høre nærmere fra politiet, når sagen om kørsel uden førerret mod ham skal afgøres.