Vinduespudser kvæstet i fald

En 59-årig mand fra Tølløse fik både ribbensbrud og indre kvæstelser, da han kom til skade i en arbejdsulykke tirsdag eftermiddag.

Ulykken skete omkring kl. 13.40 på Vestre Strandvej i Solrød Strand, da den 59-årige var på arbejde som vinduespudser. Han stod på en stige og af ukendt årsag faldt han til siden, så stigen, han stod på, væltede under ham.

Den 59-årige faldt ca. to meter ned og landede på siden. Han blev i en tilkaldt ambulance bragt til sygehset, hvor han, ifølge politiet, blev behandlet for flere ribbensbrud og indre kvæstelser.

Politiet optog rapport om ulykken, som Arbejdstilsynet også vil kigge nærmere på, så myndighederne senere i fællesskab kan afgøre, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Leave a Reply