Spritstiv kvinde væltede med knallert – nu har politiet konfiskeret køretøjet

Kort efter midnat natten til lørdag anholdt og sigtede politiet en 46-årig kvinde fra Holbæk for spirituskørsel på en lille 30-knallert.

Det skete efter kvinden var kommet kørende ad Vandtårnsstien og ud på Vandtårnsvej, hvor hun væltede.

En mand bemærkede styrtet og holdt kvinden tilbage, indtil politiet nåede frem.

En alkometertest indikerede, at hun var påvirket af alkohol i så høj grad, at analysen af den blodprøve, som hun fik udtaget på skadestuen, vil afsløre en alkoholkoncentration i blodet på over 2,00 promille.

Den 46-årige kvinde blev løsladt efter afhøring til sagen og samtidig gjort bekendt med, at hendes knallert ville blive beslaglagt med henblik på senere konfiskation. Beslutningen om beslaglæggelsen ønskede hun indbragt for retten, så en dommer skal tage stilling til, om knallerten kan konfiskeres.

Leave a Reply