29. marts 2024

Foto: Rigspolitiet.

Lørdag aften kort før klokken 21 rykkede politi og ambulance ud til et færdselsuheld på Ringstedvej i Mørkøv, hvor en bil var forulykket og endt på taget på en mark.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi var bilen, med en 20-årig mand fra Regstrup bag rattet, kørt ad Ringstedvej mod nord, da han i et højresving mistede kontrollen over bilen, som forulykkede og endte på en mark vest for vejen.

Den 20-årige blev anholdt og sigtet for spiritus- og narkokørsel i personbilen.

Med i bilen var en 19-årig kvinde og en 20-årig mand som passagerer.

Kvinden var sluppet uskadt fra solouheldet og var gået fra stedet, da politiet traf hende.

Den 20-årige mandlige passager blev kørt til skadestuen til kontrol, men var også sluppet fra uheldet med diverse knubs.

Den 20-årige fører af bilen måtte også en tur på skadestuen, men for at få udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og euforiserende stoffer, hvorefter han blev løsladt.