Fyrværkeri ved arresthus: Mænd fra Holbæk og Regstrup stoppet af politiet

Arkivfoto:: Michael Johannessen.

En 26-årig mand fra Holbæk og en 28-årig mand fra Regstrup blev mandag aften standset af politiet efter at der var blevet affyret fyrværkeri ved arresthuset på Kongsberg Allé i Køge.

Politiet oplyser, at man kort før klokken 21 fik flere anmeldelser om fyrværkeriet. En bil var efterfølgende kørt fra stedet og i krydset Blegdammen/Ringvejen blev bilen standset og kontrolleret af politiet.

I bilen var en 20-årig mand fra Ballerup, en 26-årig mand fra Holbæk og en 28-årig mand fra Regstrup.

De blev alle tre kontrolleret, men ikke fundet i besiddelse af fyrværkeri.

Dog var den 28-årige mand fra Regstrup i besiddelse af en peberspray, så han blev sigtet for overtrædelse af våbenloven og fik beslaglagt pebersprayen som bevis og med henblik på senere konfiskation.

I området ved Blegdammen og Skovvænget traf politiet også fem andre mænd fra hhv. Holbæk og Storkøbenhavn, men heller ikke nogen af dem kunne konkret mistænkes for at stå bag affyringen af fyrværkeriet ved arresten.

Kl. 21.41 fik politiet så en henvendelse om affyring af et kanonslag på Marksvinget mellem Ringvejen og Parkvej – også i Køge. Hvem der stod bag denne affyring af ulovligt fyrværkeri, fandt politiet ikke ud af.

Leave a Reply