Emrah Tuncer efter sportsby-aftale: Der bør laves en uvildig undersøgelse

Emrah Tuncer. Foto: Holbæk Kommune.


Kommunalbestyrelsesmedlem for De Radikale Emrah Tuncer, genfremsætter forslaget om, at der laves en uvildig undersøgelse af hele forløbet vedrørende Holbæk Sportsby.

Det sker på Facebook efter et flertal i byrådet torsdag stemte for en aftale mellem kommunen og Fonden Holbæk Sportsby, der stopper en igangværende juridiske slagsmål mellem de to parter.

Radikale stemte for aftalen, ligesom et flertal i kommunalbestyrelsen og han mener, at aftalen er den bedste løsning for Holbæk Kommune og for Fonden.

– En langvarig retsag gavner ingen af os, så det er en god historie, at de forskellige tvister nu bliver løst ved et forlig, skriver Emrah Tuncer på Facebook.

Men han mener også, at hele forløbet vedrørende Sportsbyen har været noget uklart.

– Derfor må det næste skridt, efter min mening, være at få undersøgt hele forløbet. Jeg vil derfor igen anbefale, at vi får undersøgt hele forløbet af en uvildig, skriver Emrah Tuncer på Facebook og uddyber:

– Vi har brug for en præcis kortlægning af forløbet, der kan omsættes i helt konkrete anbefalinger til, hvordan vi ruster kommunens administration, politikerne og andre involverede til ikke at begå de samme fejl igen næste gang kommunen skal bygge noget stort. Ikke for at hænge nogen op på fejl, men fordi den største fejl er ikke at tage ved lære af dem, der kunne have været undgået.

Skriv et svar