28. marts 2024

Foto: Rigspolitiet.

Foto: Rigspolitiet.

En 20-årig mand fra Holbæk blev lørdag eftermiddag ved 16-tiden standset af politiet på Søndergade i Ubby, da han kom kørende på en lille knallert, som tydeligt kørte hurtigere, end de tilladte 30 km/t.

Den 20-årige brugte ikke styrthjelm under kørslen og var påvirket af hash. Patruljen anholdt derfor manden, som blev sigtet for narkokørsel.

Den 20-årige blev visiteret, hvor politiet faldt en lille klump hash og en ulovlig foldekniv på ham. Han blev derfor også sigtet for lov om euforiserende stoffer og knivloven, og de ulovlige ting blev beslaglagt.

Ved undersøgelsen af knallerten viste det sig, at den 20-årige havde ”lånt” knallerten af en ven, men at han ikke havde spurgt om lov. Politiet sigtede ham derfor for brugstyveri af knallerten og tog knallerten ind til nærmere undersøgelse for, hvor hurtigt den kan køre. Den 20-årige fik udtaget en blodprøve, som skal vise om han var påvirket under kørslen. Når resultatet af blodprøven kommer, vil han høre nærmere fra politiet.

Når undersøgelsen af knallerten er færdig, vil føreren og ejeren af knallerten blive kontaktet. Politiet vil herefter tage stilling til om de begge skal have en bøde for den konstruktivt ændrede knallert.