20. april 2024
Fake News - Teater Paradox.

Fake News - Teater Paradox.

Dokumentarteaterforestillingen Fake News er en rystende god og underholdende oplevelse, der får os til at tvivle på sandt og falsk.
Fake News - Teater Paradox.
Fake News – Teater Paradox.

Holbaekonline.dk’s teateranmelder har set dokumentarteater forestillingen FAKE NEWS på Teater Fair Play d. 7. januar 2020.

HVAD SKAL MAN TRO?

En rystende god og underholdende oplevelse, der får os til at tvivle på sandt og falsk

H.C. Andersen gav os eventyret om én fjer, der blev til fem høns. Vi skal passe på med at løbe med halve sandheder. Ja, men hvad kan vi tro på i dag, hvor vi hører og ser så meget på TV og digitale medier? Er alle nyheder manipulerede? Er det hele fake news?

Forestillingen bygger på virkelig hændelse

Zach Khadudu er politisk flygtning, journalist og skuespiller i Danmark. I forestillingen spiller han Salomon, som er flygtet fra Kenya, fordi magthaverne ikke ville finde sig i, at han rapporterede om et massedrab på civile. Han fik asyl og slap med livet i behold. Det er ikke helt Zachs personlige historie, men herefter er alt sandt – i hvert fald 50 procent, siger Zach med et grin. Resten er fiktion. Opdigtet. Selvironi og humor får det tunge emne til at glide ned. Og det er ganske vist.

Zach skifter perspektiv og giver den som afrikansk diktator med solbriller og medaljer på jakken. Selvforherligende, brutal og tydeligt bevidst om sin ret og magt til at bestemme, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg ser stadig den ubehageligt vellignende karikatur for mig og håber at se mere teater med Zach på rollelisten.

Diktatoren har ret til at definere rigtigt og forkert. Foto: Søren Meisner.
Diktatoren har ret til at definere rigtigt og forkert. Foto: Søren Meisner.

Månelandingen var fake News

Henriette spiller journalist og præsenterer ved hjælp af videoprojektioner publikum for eksempler på konspirationsteorier og løgnehistorier. 9/11 var bestilt af FBI. Tårn 7 styrtede sammen uden at være ramt af fly. Se selv! Bedsteforældre for asyl har smuglet islamister ind i Danmark. Pernille Vermund har fordømt det i et facebookopslags kommentarspor. Læs selv. Det er nemt at lave en historie. Nemt at tro på. Tør vi tro på klimaforandringerne? Tør vi lade være?

Journalistens opremsning eskalerer i hastighed og hendes stemme bliver mere og mere skinger til det hele kammer over og bliver et billede på den konstante nyhedsstrøm, der vælter ned over os og gennemsyrer det moderne samfund.

 

Den myrdede journalist Anna Politkovskaya optræder som genfærd og argumenterer for at informere om uretfærdighed – koste hvad det vil. Foto: Søren Meisner.
Den myrdede journalist Anna Politkovskaya optræder som genfærd og argumenterer for at informere om uretfærdighed – koste hvad det vil. Foto: Søren Meisner.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige

Vi følger Salomon i hans tilbageblik på studier og karriere. Undervejs taler han med den verdenskendte russiske journalist, Anna Politkovskaya, der blev myrdet, angiveligt fordi hun skrev negativt om styret i Rusland. Hun optræder her som genfærd og forbillede.

Hvilke sandheder SKAL frem? Er det værd at dø for? Findes der sande og falske nyheder? Salomon er i tvivl. Journalisten, Henriette, interviewer ham. Hun er hvid. Han er sort. De er, hvad de er. Hun taler dansk og han et letforståeligt engelsk. Publikum spørges om deres mening. Hvis de spørger mig, ved jeg ikke, hvad jeg skal sige. En ung pige svarer klogt: ”Jeg er i tvivl.” PARADOX vil have publikum til at tage stilling. Allerhelst de unge.

Forestillingen veksler mellem monologer, dialoger, små situationsspil og videoprojektioner.

Der sker hele tiden noget, og publikums opmærksomhed holdes fangen hvert øjeblik. Alt styres sikkert med Henriette Rosenbecks erfarne sceneoptræden.

Nyhedsstrømmen kan få os til at blæse omkuld. Foto: Søren Meisner.
Nyhedsstrømmen kan få os til at blæse omkuld. Foto: Søren Meisner.

Klovne i cirkus

Ind i mellem, når det hele bliver for højtragende og dystert bliver Henriette og Zach til klovne. Cirkusmusikken spiller. Klovnene danser og kaster rundt med kulørte bolde. Stemningen bliver lettere og mere fornøjelig eller – understreger det groteske. Klovnene agerer på en rund, rød måtte, som i en cirkusmanege. Det er nærliggende at se verden som ét stort cirkus og nogle af verdens præsidenter som de største klovne. Der stilles spørgsmålstegn ved ytringsfrihedens værdi, hvis den bruges til at fordreje virkeligheden, og ved demokratiet, hvis vi træffer valg på baggrund af forkerte oplysninger. Hvad kan journalister stille op? Hvad kan vi alle sammen stille op? Huske at tjekke kilder og være kritiske! Det er måske ikke så lidt endda.

Forestillingen slutter med, at de to klovne vemodigt og troskyldigt vinker farvel og går langsomt ud af scenen – samtidig med at der kører en lang rulletekst på bagvæggen med navne på myrdede journalister.

 Dokumentarteatret PARADOKS træder i karakter som klovne og peger på verden som et mediecirkus. Foto: Søren Meisner.

Dokumentarteatret PARADOKS træder i karakter som klovne og peger på verden som et mediecirkus. Foto: Søren Meisner.

Kan vi tro på din anmeldelse?”

-spurgte min sidemand med et glimt i øjet, da han så min skriveblok. Godt spørgsmål. Det eneste jeg kan fastslå er, at min oplevelse af forestillingen er sand for mig – indtil videre. Det var en rystende god og underholdende oplevelse. Derfor opfordrer jeg alle til at holde øje med kommende forestillinger fra dokumentarteatret PARADOX. Hvis I altså tør udfordre jer selv på det, I tror, er sandt. Her tager de nemlig altid udgangspunkt i virkeligheden.

 

Info

Teater Paradox har turneret med forestillingen Fake News på uddannelsessteder og teatre rundt omkring i Danmark fra sept. 2019 og slutter sidst i januar 2020.

Medvirkende: Zach Khadudu, Henriette Rosenbeck
Instruktør og dramatiker: Daniel Wedel
Scenograf: Martin Eriksson
Illustrator: Ingrid Lill
Lysdesigner: Pernille Plantener Holst
Assistent: Anna Blicher Skanborg
Dramaturg: Tanja Diers