28. marts 2024

Foto: Politi.dk

Kort før klokken 20 i aftes fik politiet oplysninger om, at der foregik noget mistænkeligt ved et skur, der ligger ved baneterrænet tæt ved spor 1 på Holbæk Station.

Skuret var blevet opbrudt, og der var en del personer som kom og gik på stedet.

En patrulje kom frem og traf en 18-årig mand fra København, som blev mistænkt for at sælge hash på stedet. Ved en nærmere undersøgelse blev han fundet i besiddelse af 48,5 gram hash, en digitalvægt, pølsemandsposer og et pengebeløb i kontanter.

Politiet beslaglagde alle effekterne, og den 18-årige blev sigtet for narkosalg.

Han blev afhørt til sagen, hvor han nægtede at have solgt hash, men blot havde det til eget forbrug.

Den 18-årige fik herefter lov til at gå, men kan forvente at høre mere fra politiet.