28. marts 2024

Den 18-årige blev mindet med lys og blomster på drabsstedet dagen efter drabet. Foto: Rolf Larsen

Mandag formiddag var der stillet lys og lagt blomster for den skuddræbte 18-årige unge mand. Foto: Rolf Larsen

Omkring 20 unge mænd og store drenge er kort før middag forsamlet ved det sted, hvor en 18-årig mand søndag aften blev skudt.

Flere af de unge er i tårer, og der bliver talt meget sagte, mens de står og mindes deres ven. Nogle er formummede bag hætter og under kasketter.

På stedet er der tændt lys og lagt blomster.

Rundt omkring dem går livet videre i Ladegårdsparken, der med sine godt 900 lejligheder har ligeså mange indbyggere som mange danske landsbyer.

I den modsatte ende af boligområdet er Dannebrog hejst til tops på områdets høje flagstang i anledning af prinsesse Benediktes 75 års fødselsdag. Af samme grund flager bussen, der kører forbi de unge grædende mænd.

Områdets medarbejdere er også på arbejde og ordner det de skal, og beboere går til og fra den lokale Dagli’Brugs, hvorfra den mulige gerningsmand kørte væk i høj fart kort efter skuddene blev affyret.

Flere unge mænd kommer til, alle lavmælte og flere med tårer der presser sig på.

This slideshow requires JavaScript.